Skip navigation.
  Home  

8. Den blandede landhandel

landhandel_rightside.jpg

Får, lam og geder bidrog med skind og uld til tæpper og beklædning. Sokker blev gerne strikket af garn af gedeuld, da den er væsentligt mere slidstærk end fåreuld.

Af hør fremstillede man linned. Det foregik meget kort fortalt således: Hørren skulle først sås, så høstes, rødnes (rådnes let), tørres, brages (knuse stænglerne), skættes (renses for skæver (det træagtige ved)), hegles (kæmmes) og til sidst spindes, væves og bleges.

Humlen blev ikke kun brugt i ølbrygningen. Man kunne også udvinde garn af humlerankernes seje baststrenge. Humlegarnet skulle have været meget fint, men både sejere og stærkere end hør. Til fyld af puder og dyner blev ikke kun brugt dun og fjer fra gæs og ænder, men også affaldet fra plukningen af humle blev fyldt i; man mente at det havde en søvndyssende virkning…

Ligeledes var urterne fra haven ikke kun smagsgivere i mad, øl og brændevin, men blev også anvendt medicinsk i afkog og salver.

Tællelys lavede man af fårefedt, der også blev anvendt til sæbe og til at smøre hjulnaver og fedte læder ind med.

Også uden for bondens egne haver blev der høstet materialer til redskaber og bygninger.Ved kysten blev der høstet tang og tagrør, og i skovene og hegnene pil og hassel.Tangen blev anvendt til tagdækning, isolering og gødning til markerne – og til at stoppe i madrasser.Tagrør blev naturligvis brugt til at tække at tagene med, og af pilen flettede man kurve og lignende. Og i området omkring Gamle Kalvehave og Petersgård, det gamle Bårse Herred, var der skabt et helt særegent lokalt produkt, nemlig tøndebånd fremstillet af hassel fra de Petersgårske skove.

Tangkompost, naturkosmetik og pileflet

Mange af disse bondens sideerhverv har fået renæssance igen i dag, hvor vi er blevet mere bevidste om råvarerne og fremstillingsmetoder. Da Møn og Sydsjælland er rige på unikke naturarealer, kan man her eksempelvis i skove og på strandenge finde særlige krydderurter, der er meget velegnet til fremstilling af naturkosmetik eller plejeprodukter.

Havet lægger hvert år mange tons tang og alger på strandene, som er rig af næringsstoffer og mineraler. I forbindelse med den årlige strandpleje bliver tangen komposteret og giver en dejlig kompost til alle planter der elsker lidt salt, f.eks. roser og tomater.

Pileflet er et gammelt håndværk, som er blevet meget populær i de sidste år. Pilen, som dyrkes på markerne bliver til kurve, hegn og smukke skulpturer.

Hørproduktion og forarbejdning til linned kan den dag i dag beses på Køng Museum.

Mulighederne er der mange af, når det gælder den kreative omgang med naturens herligheder.