5. Kalvehaven, Lammehaven & Svinegården

Længere ude fra selve gården og dens tilstødende haver (kålgården, abildgården, humlehaven, bigården og puthaven) fandt man yderligere haver, hvor de større husdyr gik på græs.

Disse haver var indgrøftede eller indhegnede jordstykker, der ikke var gode at dyrke, og de var ofte beplantede og fremstod som små trægrupper rundt om i landskabet. I kohaven gik køerne på græs. Koen var, udover hesten, det største husdyr, som forsynede bonden og hans familie med mælk.Af mælken lavede man tykmælk, skummetmælk, kærnemælk, smør, ost med meget mere. For at en ko giver mælk, skal den have en kalv. Når kalvene var blevet vænnet fra, kom de på græs i kalvehaven. I lammehaven gik fårene i den tid, de havde lam. Resten af tiden har de græsset på engene, der med deres sure og fugtige jord ikke var egnet til dyrkning. Fårene forsynede bonden med uld og skind til tæpper og beklædning, og fårefedtet blev til tællelys. Men først og fremmest fyldte får og lam bondens mave med mælk og kød. Geder har aldrig fyldt lige så meget i det danske landskab som får, og slet ikke efter at det i 1805 blev forbudt at lade sine dyr græsse i skovene. Geder lever nemlig i høj grad af blandt andet kviste og blade, hvorfor skoven var et naturligt sted at lade sine geder søge føde. Geder har dog været almindeligt udbredt blandt den fattigste del af landbefolkningen og er blevet kaldt ’den fattige mands ko’, netop fordi de er så ekstremt nøjsomme og derfor billige ’i drift’.

Svinene var gårdens skraldemand. De gik frit omkring sammen med hønsene og levede af det de fandt på møddingen samt af affald fra husholdningen og fra markerne. Så i stedet for at hegne svinene inde, hegnede man dem ude af haver og marker. Problemet var bare, at svin er meget stærke dyr, der nemt kunne bryde gennem risgærdene.

Derfor blev de udstyret med et svineåg – en ramme af træ, hvis endestykker strittede ud til siderne og forhindrede svinet i at mase sig gennem gærderne. Svinene overnattede i svinehuset, og på et tidspunkt – formentligt da bønderne begyndte at opdrætte flere svin med salg for øje og derfor har haft brug for at kunne holde bedre opsyn med dem – blev deres udendørsliv begrænset til at foregå i svinegården.

November måned var slagtemåned. Når dyr som får og svin blev slagtet, blev alle dele anvendt. Der blev lavet finker, sylte, blodpølse, leverpølse, rullepølse, sværpølse, spegepølse og medisterpølse. Lår, skinke og bov blev saltet i sulekaret i 6 uger og herefter hængt til røgning i skorstenen, så det kunne holde sig.

Naturpleje & græsningsforeninger

Fritgående dyr er igen blevet en del af det sydsjællandske og mønske landskab. Især kvæg og får er blevet populært blandt de små producenter, men også geder og frilandsgrise med krølle på halen, ja sågar dådyr, er at finde. Ofte er der tale om gamle, hårdføre racer, der kan gå ude hele året i al slags vejr, eksempelvis de skotske kvægracer Galloway, Aberdeen Angus og Skotsk Højlandskvæg samt de nordiske fåreracer Gotlandske Pelsfår og Texel. På denne måde får små producenter plejet naturarealer og græsmarker på deres ejendom på en miljøog dyrevenlig måde.

De senere års problematik omkring dyrevelfærd har været med til at rette fokus mod fordelene ved det ekstensive husdyrhold. Dyrene trives, miljøbelastningen formindskes, og kvaliteten af kød og mælk højnes åbenlyst af, at dyrene kommer på græs og får rørt sig.

Men også andre problemer er blevet afhjulpet ved at sætte dyrene på græs igen. Overdrev, strandenge og andre bevaringsværdige naturarealer, hvis mangfoldige dyre- og planteliv i mange år har været truet af, at områderne groede til i krat og sprang i skov, bliver i dag mange steder afgræsset af kvæg eller får som en del af naturplejen. Der er ligefrem blevet stiftet såkaldte græsningsforeninger, hvor private kan købe en andel i et stykke kvæg på græs i eksempelvis Jydelejet på Møn eller på Knudshoved Odde ved Vordingborg.