4. Bigården & Puthaven - de mindste husdyr
Ikke kun kulturplanterne men også husdyrene blev holdt i små haver i forbindelse med bondegården.
Ikke kun kulturplanterne men også husdyrene blev holdt i små haver i forbindelse med bondegården.
Honningbien må siges at være det allermindste husdyr. I middelalderen fandt man på at skære det hule træ med biernes bo over i en passende størrelse og slæbte det hjem til kålhaven. Siden begyndte man at flette bikuber af halm, og disse blev først i 1900-tallet erstattet af de bistader af træ som vi kender i dag. I nogle egne etablerede man sågar en lille ekstra have på gårdspladsen foran stuehuset. Her placeredes bistaderne mellem blomster og urter, og haven kaldtes for ’bigården’.
Biavlen var nært knyttet til bondens havebrug, og honningen var et uundværligt sødemiddel i husholdningen samt et vigtigt element af forråd i spisekammeret på grund af dets lange holdbarhed. Overskydende honning kunne sælges på markedet i byerne eller bruges til mjød.
Fjerkræet udgør den største gruppe blandt de små husdyr, og blandt disse er hønen den bedst kendte. Tamhønen blev tæmmet for 5-8000 år siden i Sydøstasien og er siden blevet spredt til resten af verden. Æggene har haft stor betydning i den daglige kost, og de æg der ikke blev spist blev til slagtekyllinger, nye æglæggere og i sidste ende suppehøns. Hønsene har gået frit omkring på i og omkring bondegården. De overnattede på bjælker i stalden om natten, og æggene var at finde i hver en høstak.
Hønsene kunne også sammen med ænder og gæs gå i puthaven. Puthaven var en lille indhegning, gerne mellem frugttræerne, hvor fjerkræet blev fedet op, samtidigt med at de holdt frugttræerne fri for skadedyr. Ænder var mere sjældne blandt den jævne bondes husdyr, da de skal have meget korn under opfedningen. Men det har ikke været ualmindeligt, at man købte befrugtede andeæg, som man lod ruge ud under en høne.
Gæs derimod hørte sig til på enhver bondegård. Ofte holdt man et gåsepar som 'livgæs': Man beholdt dem år efter år til at lægge æg og ruge gæslinger ud, som man så kunne fede op eller sælge. Man forstod at udnytte alle dele af gåsen: Kød, fedt og indmad blev spist. Fjer og dun blev stoppet i dyner og puder.Vingerne blev brugt som små koste, og de afribbede fjer blev lavet til skrubber. Og af skroget blev der lavet legetøj.
Masser af honninger – men næsten ingen fjerkræ
I lange tider var honning bare honning. Der var dansk honning, og der var udenlandsk honning. Skulle det være ekstra godt kunne man købe lynghonning fra de jyske heder. I dag har den stigende interesse for at større smagsvariationer samt lokale særpræg også ramt honningproduktionen.
Nyslynget honning, rapshonning, kløverhonning, lindeblomsthonning, æbleblomsthonning – er blot nogle af de specialhonninger man kan støde på i dag, samtidigt med at honningrelaterede produkter som mjød er blevet støvet af og taget frem af glemmebogen.
Hvad angår fjerkræavl i Danmark i dag, er det en sørgelig historie. Man må i dag kigge meget langt efter slagtefjerkræ, der ikke er vokset op i en stor produktionshal tæt stuvet sammen med tusinder og atter tusinder af sine artsfæller, og aldrig har set et græsstrå eller et insekt.Vil man have dansk fjerkrækød af høj kvalitet, er der stort set kun den mulighed til overs at etablere sit eget lille hønse-, ande- eller gåsehold i haven, - eller gøre sig gode venner med en hobbyavler og håber på, at han inviterer på kyllingesteg!
Heldigvis er det stadig muligt at finde æg fra høns med adgang til udendørsarealer, hvor de kan leve et forholdsvis naturligt liv med skønnere og mere velsmagende æg til følge.
