”Smag Møn & Sydsjælland” er del af projektet New Scandinavian Cooking, et nordisk mad- og rejseprogram rettet mod et internationalt publikum med Claus Meyer som vært. I 2008 blev der startet på optagelserne til en ny serie med titlen ” A perfect day”, hvor Claus Meyer bl.a. har besøgt Møn og en række af de lokale producenter.

Igennem ord og billeder og ikke mindst tilberedning af de lokale råvarer formidler han den lokale madkultur.

Som led i projektet blev denne guide udgivet, som nu giver borgeren og turisten mulighed for at opleve det kulinariske Møn og Sydsjælland på bedste vis.

Får, lam og geder bidrog med skind og uld til tæpper og beklædning. Sokker blev gerne strikket af garn af gedeuld, da den er væsentligt mere slidstærk end fåreuld.

Af hør fremstillede man linned. Det foregik meget kort fortalt således: Hørren skulle først sås, så høstes, rødnes (rådnes let), tørres, brages (knuse stænglerne), skættes (renses for skæver (det træagtige ved)), hegles (kæmmes) og til sidst spindes, væves og bleges.

På landet i 1800-tallet stod man tidligt op, arbejdede et par timer, og klokken 6 spiste man så morgenmad.

På landet i 1800-tallet stod man tidligt op, arbejdede et par timer, og klokken 6 spiste man så morgenmad. Denne bestod som regel af rugbrød med spegesild som blev dyppet i syltemælk. Syltemælk er tykmælk, hvor vallen er siet fra og derefter rørt op med skummetmælk.

Allerlængst ude var kysten og havet, hvis ressourcer også har bidraget til de sydsjællandske og mønske bønders mangeartede husholdning.

Først og fremmeste har fiskene naturligvis været en vigtig føde- og indtægtskilde. Alle bønder der boede nær kysten havde en lille jolle eller pram liggende ved stranden, som de brugte til at fiske med garn eller til at sætte ruser ud fra inde under kysten.

Længere ude fra selve gården og dens tilstødende haver (kålgården, abildgården, humlehaven, bigården og puthaven) fandt man yderligere haver, hvor de større husdyr gik på græs.

Ikke kun kulturplanterne men også husdyrene blev holdt i små haver i forbindelse med bondegården.

Ikke kun kulturplanterne men også husdyrene blev holdt i små haver i forbindelse med bondegården.

Honningbien må siges at være det allermindste husdyr. I middelalderen fandt man på at skære det hule træ med biernes bo over i en passende størrelse og slæbte det hjem til kålhaven. Siden begyndte man at flette bikuber af halm, og disse blev først i 1900-tallet erstattet af de bistader af træ som vi kender i dag. I nogle egne etablerede man sågar en lille ekstra have på gårdspladsen foran stuehuset. Her placeredes bistaderne mellem blomster og urter, og haven kaldtes for ’bigården’.

Hvad drak bonden og hans familie i 1800-tallet?

Om sommeren gav køerne mælk, og fra frugt og bær lavede man most, saft og vin. Men langt den vigtigste drik var øllet. Vandet i bondens brønd var sjældent særligt rent, da man eksempelvis også brugte brønden til at vaske snavsetøj i. Ofte var vandet så dårligt, at det skulle koges, før det kunne drikkes – og når man nu var i gang, kunne man lige så godt lave øl af det… Ølbrygning var en almindelig del af husholdningen, og der var brug for meget øl. Maden var salt, og det fysiske arbejde hårdt, så både børn, unge, voksne og oldinge slukkede deres tørst i øl, der dog ikke var så stærk, som den øl vi kender i dag.

Abildgården var bondens frugthave. De almindeligste frugttræer var æble, pære, blomme og kirsebær.

Frugterne blev brugt i madlavningen,især æbler og pærer.De kunne steges og blev spist sammen med flæsk,kød eller fedtegrever. De blev også kogt sammen med gryn til grød eller vælling.

Til vinterforrådet blev en del frugter tørret,og en del blev også presset til most og eventuelt gæret til vin.Ved og træ fra frugttræerne kunne endvidere blive til møbler,piber og violiner,og bladene fra frugttræerne blev brugt til the eller røget i stedet for tobak.

In the historic cabbage garden, the peasant grew
everything the familly needed cabbage, root vegetables,
onions, leeks, potatoes and herbs.The white cabbage
came to Denmark with the Dutch in the sixteenth century.
Potatoes came to Fredericia with the Huguenots in
the year 1720. It took the potato 100 years to become a
natural part of the peasants’ kitchen garden.The peasants
saw the potato as unhealthy: "It gives fat belly and
provides no strength" they said.
Today, the peasant’s kitchen garden is meet with renewed
interest. Many consumers prefer the vegetables and

Im historische Kohlgarten baute die Bauersfamilie
alles an, was sie zum Leben brauchte Kohl, Wurzelgemüse,
Zwiebeln und Porree, Kartoffeln und Gewürze.
Weißkohl wurde um 1500 durch holländische Gärtner
nach Dänemark eingeführt. Kartoffeln brachten die
Hugenotten um 1720 nach Fredericia. Es dauerte jedoch
noch 100 Jahre bevor die Kartoffeln in den dänischen
Gärten heimisch wurden. Man sah die Kartoffel als ungesund
an „..die macht ´nen dicken Bauch, gibt aber keine
Kräfte“ war die gängige Meinung.
Heute finden Bauerngärten in Dänemark wieder großen